Svært at hjælpe med den personlige hygiejne

21 april, 2014

Spørgsmål:

Min mand har for nogle år siden fået konstateret Alzheimers demens. Det er gået stille og roligt tilbage for ham, men vi har kunnet løse problemer stilfærdigt med hjælp fra hjemmesygeplejersken.

Nu er det imidlertid blevet meget vanskeligt for mig at hjælpe ham med den personlige hygiejne – herunder tandbørstning, idet han bliver særdeles vred på mig, når jeg fortæller ham, hvordan han skal gøre det. Jeg bliver ulykkelig, når han råber efter mig – og ved ikke hvad jeg gør forkert.

Kan I hjælpe mig?

GV-M

 

Svar:

Kære GV-M!

Det er dejligt at høre, at hverdagen har fungeret godt for jer til nu med støtte fra hjemmesygeplejerske – trods din mands sygdom. Det viser, at du har ydet god omsorg for ham. Det, som du oplever nu, er en følge af demenssygdommens udvikling og opleves af rigtig mange ægtefæller. Sygdommens udvikling gør, at din mand husker dårligere, og at han også får sværere ved at modtage og forstå beskeder. Ligeledes kan han have sværere ved at genkende ting og huske, hvordan man gør. Sygdommen gør også, at man nemmere mister besindelsen og bliver vred.

Prøv at lægge mærke til, hvad der især volder din mand problemer. I stedet for at forklare ham, hvordan han skal gøre, kan du vælge at lægge tingene til rettet for ham, således at han stadig får en fornemmelse af at kunne selv. Giv ham f.eks. tøjet i den rigtige rækkefølge og sig med få ord, hvad du gør. Ligeledes når han skal have børstet tænder. Sig f.eks. : her er din tandbørste – jeg kommer lige tandpasta på – så er der åbent for vandet. Du kan også vælge at børste tænder sammen med ham , så kan han spejle sig i din måde at gøre det på. Bliver din mand alligevel vred, kan du trække dig lidt tilbage – og så forsøge senere igen.

Jeg vil råde dig til at henvende dig til din kommunes demenskoordinator. Hun vil kunne hjælp og vejlede dig godt – og sammen kunne I drøfte, om det ville være en hjælp for jer begge, hvis hjemmeplejen kom ind over morgen plejen.

Du er velkommen til at vende tilbage ved behov.

Mange venlige hilsener,

Lisbeth Rask Nielsen,
Demenskoordinator.

 

Se flere spørgsmål og svar i brevkassen