Hvordan skal tandkødet børstes?

17 december, 2014

Share on FacebookShare on LinkedInShare on Google+Email this to someone

Spørgsmål:

Hej

Jeg har et spørgsmål, som er dukket op i dag, da jeg gennemgik tandbørstning og mundhygiejne.

I mine bøger står der at tandkødet også skal børstes med en blød børste og en vis forsigtighed, så det ikke bløder, og det synes jeg også min egen tandlæge siger, men en elev siger, at hendes tandlæge har sagt, hun kun må børste kanten af tandkødet, da der det ellers vil trække sig tilbage og danne paradentose.

Det lyder ikke rigtigt i mine ører? Hvad siger I til det?

Venlig hilsen

Lis Kjær Sørensen, Sygeplejelærer

 

Svar:

Kære Lis

Tusind tak for dit spørgsmål.

På ældre borgere skal du også børste langs tandkødsranden. Det er der plakken sidder. Du skal dog være opmærksom på, at du børster tænderne med korrekt børstemetode – altså cirkulære bevægelser/laver ’nuller’. Og at du bruger en blød tandbørste af typen soft eller ultrasoft. Hvis du børster rigtigt og bruger den rigtige tandbørste, vil det ikke skade tandkødet, og du undgår retraktioner (tilbagetrækning af tandkødet).

Du skal desuden tænke på, at der kan være forskel på omsorgstandpleje, og på de råd, som patienter modtager hos den almindelige tandlæge. Det er korrekt at sunde tænder, hvor tandkødet ligger pænt ind til tanden, kan blive beskadiget, hvis man børster forkert (fx på kanten af tandkødet med op-og-ned-metode), og hvis man bruger en forkert type tandbørste med medium eller hård børste.

Skriv endelig hvis du vil have mit svar uddybet.

VH

Johan
Tandplejer

Se flere spørgsmål og svar i brevkassen