Løs fortand og tandbyld

09 januar, 2015

Spørgsmål:

Jeg er en 65 årig kvinde, som bor i Ballerup.

Jeg har tidligere søgt om godt råd hos omsorgstandplejen og fået et fyldestgørende svar. Mange tak.

Nu er jeg kommet i den situation, at en af mine fortænder i undermunden er blevet en smule løs og gør ondt, men kun når jeg tygger med den. Den er for et års tid siden blevet lavet med en plast fyldning, fordi tandhalsen var blottet. Ellers er det en tand uden fyldninger eller huller.  Der er en lille bitte tandbyld lige under fyldningen. Den er blevet røngten fotograferet, hvilket viser, at den har sluppet knoglen, og der er betændelse.
Jeg håber på, at den kan sætte sig fast igen, da jeg nødigt vil undvære den.  –   Jeg ved ikke om det er realistisk …?

Jeg børster tænder grundigt morgen og aften med alm. tandpasta og to forskellige tandbørster –  bruger også tandtråd. Skyller munden med klorhexidin en gang dagligt med 10ml klorhexidin. Venter derefter med at spise i 2 timer. Tandrensning sidst i oktober.

Hvad skal jeg gøre?  Kan penicilin hjælpe, i så fald  – hvor længe skal man have det ? Eller kirugi? Laser?
Skal jeg bare vente på, at den falder ud af sig selv ? Eller skal den trækkes ud?

Håber på hjælp.

Nancy.

Svar:

Kære Nancy.

Tak for din mail.

Det er svært at stille en diagnose og give et fuldstændigt svar, da vi jo ikke kan se dine røntgenbilleder, og ej heller har lavet en klinisk undersøgelse af din mund/tand. Men på baggrund af de oplysninger, du giver, vil jeg svare dig følgende:

Det er ikke godt, at du har ondt, når du tygger (det er selvfølgelig afhængig af hvor ondt du har, og hvor plaget du er af tanden). Det kunne godt tyde på, at der skal laves en form for behandling – hvis du har smerter.

Det er ikke fyldningens skyld, at tanden nu er løs. Men hvis fyldningen er løs, eller ”utæt” kan det godt give nogle gener, da det betyder, at der er åbent ind til tandens nerve. Jeg tror nu ikke, det er det, der er problemet her.

Det faktum at tanden er lidt løs, er et tegn på, at tanden har en grad af parodontose (dvs. at det væv / knogle som tanden sidder i er forsvundet eller beskadiget.) Den lille byld, du omtaler, kunne tyde på, at du har betændelse, der prøver at finde en vej ud. Du bør derfor gå til din tandlæge og få ham eller hende til at give afløb for betændelsen. Du kan muligvis selv slå betændelsen ned med brug af klorhexidin (mundskyld) og meget grundig tandhygiejne. Jeg går ud fra at den behandler, som har stillet diagnosen med tandbylden og taget dine røntgenbilleder, også har givet dig et råd om, hvordan du skal forholde dig?

Når først tanden er ramt af parodontose i sådan en grad, at tanden er blevet løs, så vil tanden højt sandsynligt ikke kunne sætter sig fast igen af sig selv. Det skal dog siges, at man med godt mundhygiejne godt kan have en løs tand lang tid i munden – men selvfølgelig ikke, hvis du har gener.

Jeg har ikke kendskab til at laser har nogen effekt i tilfælde som dette. Kirurgi virker i nogle tilfælde ved, at man enten fjerner noget tandkød, så man kan komme til at holde rent i bunden af tandkødslommen, eller at man bygger en kunstig knogle op omkring tanden. Når det er sagt, så vil det ikke være nogen løsning at fjerne tandkødet omkring din tand, da din tand allerede er løs. Det er formentlig heller ikke en løsning at bygge tanden op med en kunstig knogle, da det er kompliceret og kun virker i nogle tilfælde (sikkert også bekosteligt).

Der findes andre bedre løsninger. Hvis du mister din tand eller lader den trække ud, kan du få laver et fastsiddende bro-konstruktion, hvor tandlægen sætter en kunstig tand ind der, hvor den gamle sad. Den kunstige tand vil være klistret fast på bagsiden af nabotænderne. Det kan sagtens gøres, så den kunstige tand ser helt naturlig ud.

Der er også mulighed for at få et implantat, men det kan være en dårlig løsning hvis knoglen er ramt af parodontose, da dette også kan ramme implantatet. Dertil er det noget dyrere at få lavet et implantat

Der er også mulighed for at få lavet en lille smile protese, som du selv kan tage ud. Det er dog ikke alle, der kan lide tanken om at have noget aftageligt i munden.

Håber du fik lidt indsigt i de forskellige muligheder.

Du er velkommen til at skrive, hvis du vil have noget uddybet.

VH

Johan

Tandplejer


 

Spørgsmål 2:

Tak for det hurtige svar,
Det er jeg glad for. Nu har jeg fået at vide, hvad mulighederne er.
Min tandlæge har nemlig kun fortalt, at den skal ud.
Noget jeg godt vil vide er, om penicillin kan bruges ved betændelse, når det handler om tandproblemer.
Hvis det kan bruges, hvor meget skal man i så fald have af det –  og hvor længe.

På forhånd tak

Nancy

Svar:

Kære Nancy

Ja, penicillin kan bruges i nogle tilfælde (Vepicombin eller lign). Hvis der er tale om behandling af parodontose bruges i nogle tilfælde andre præparater og som en blanding/kombination mellem flere præparater. Men hvis du skal tage penicillin mod betændelse SKAL du rådfører dig med din tandlæge. Ved normal tandkødsbetændelse eller parodontose tages der ikke systemisk penicillin, her er det en ekstra god mundhygiejne, dvs. korrekt tandbørstning suppleret med mellemrumsrenhold (tandtråd/interdentalbørster), som virker. Ved kraftig tandkødsbetændelse kan det være til rådeligt at supplerer med klorhexidin mundskyllevæske eller klorhexidin dental gel.

Supplerende: man vil typisk være i penicillin-beh. 1 uge -14 dage. Men du skal rådføre dig med din tandlæge før evt. penicillin-beh. igangsættes.

VH

Johan

Tandplejer
Se flere spørgsmål og svar i brevkassen