Kindtand med stor ny fyldning gør ondt

09 september, 2016

Share on FacebookShare on LinkedInShare on Google+Email this to someone

Spørgsmål 

Hej

Jeg håber så meget, på at du kan hjælpe mig.

Jeg har en del spørgsmål, selv efter at have været hos to tandlæger. Og jeg har stadig ikke ro i sindet.

Kindtand med stor ny fyldning gør ondt

Jeg fik konstateret et dybt hul i min kindtand i øvre mund. Plus 6 tand kaldte de den vist. Efter fyldningen var blevet lavet og bedøvelsen aftog, kunne jeg mærke smerter ved bid. Det var ikke kulde/varme-følsomhed. Fyldningen er efterfølgende blevet slebet af to gange for at fjerne smerterne, når jeg tygger.

Det jeg oplever nu, er , at jeg har ondt når jeg tygger noget hårdt, jeg kan sagtens spise blødt som fx ris grød og brød uden skorper.
Når jeg drikker te eller vand, der er lidt køligt, så kommer der efter 5-10 sek.  følsomheden, der varer ca 1-2 min. Fem dage efter min fyldning blev lavet, mærkede jeg ubehag i min minus 6 tand, som de kaldte den i nedre mund. Jeg har ikke ondt, når jeg tygger i nedre tand, men er kulde/varme-følsom nu, og har forbigående smerter, der er meget milde, og engang imellem får jeg lidt jag, som gør mig opmærksom på, at der er noget der irriterer. Tandlægen bankede let på min minus tand, som har fået sølvfyldning for flere år siden, og da var der ingen huller eller smerter.

Hvor længe skal jeg vente med en evt, rodbehandling ? Og vil man via et røntgen-billede kunne se, om fyldning er meget tæt på nerven? Og vil man kunne se betændelse på røntgen?
Hvad med min nedre tand? Det skal siges, jeg har en sølvfyldning og en plastfyldning i den nedre tand. Vil MSN kunne se revner, og hvis jeg går for længe med revner, vil de skade min nerve? Eller kan ubehaget i denne tand skyldes den fyldning jeg fik lavet i øvre tand 5-4 dage før?

Rodbehandlet fortand

Jeg har en fortand, som blev rodbehandlet, da jeg var 14-15 år gammel. Er 29 i dag. Har ikke fået gjort noget ved den tand siden ej heller krone, men overvejer det nu. Undrer mig over de tandlæger, jeg har været til ikke har nævnt, jeg kan få helbredsmæssige problemer, hvis en rodbehandlet tand ikke får krone eller hvis der kommer betændelse i?
Jeg fik for 1 år siden irritations-smerter i den rodbehandlede fortandtand. Men det gik over igen. Hvad synes I jeg skal gøre nu? Burde jeg få tjekket, om der på nuværende tidspunkt kan være betændelse i? Jeg er bare nervøs, efter alt det med min kindtand. Jeg har mest lyst til at vente med krone og ikke begynde på processen i den rodbehandlede tand, før min kindtand er okay igen.
Håber så meget I kan hjælpe med kaste lys over min sag

Mvh Den bekymret pige


Svar

Kære Den bekymrede pige

Tusind tak for dit spørgsmål. Jeg vil prøve at svare dine spørgsmål en efter en.

Det er normalt at have en reaktion, efter man har fået lavet en fyldning. Det kan være ømhed, kuld og varme-påvirkning. Ved længerevarende gener, bør tand og fyldningen undersøges igen, og der bør evt. tages røntgen for at afgøre forholdene omkring tanden.

Med hensyn til din reaktion i undermunden, så er det muligt, at der kan være en reaktion fra den tand i undermunden, som den tand (du har fået fyldningsbehandlet i overmunden), bidder sammen på. Især hvis fyldningen til at starte med har været for høj? Du skriver dog, at du nu har fået tanden med den nye fyldning korrigeret/slebet på, så generne fra undermunden burde aftage. Hvis ikke, bør det undersøges nærmere af tandlægen. Smerter og hvor de stammer fra, kan være yderst vanskeligt at vurdere og beskrive. Mange gange er det subjektivt.

Hvis det cariesangreb (hul i tanden), man har, er så stort, at det er for tæt på nerven, vil man i mange tilfælde vælge en rodbehandling. Men der kan også være andre årsager til at tandlægen vælger at rodbehandle en tand.

Man kan faktisk godt se betændelse og andre bløddele på røntgenbilleder, men ikke særlig tydeligt. Når bakterier/betændelsesansamling over tid laver skader på knoglen, kan dette til gengæld ses klart på et røntgenbillede, da “hårde dele” er nemme at betragte på røntgenbilleder.

Med hensyn til din fortand, kan en ”krone”, og en rodbehandling være en løsning, men det kræver altid en undersøgelse og en individuel vurdering at kunne udtale sig om, hvad der måtte være den rigtige behandling for det enkelte individ. Typisk vil det bero på, om man har fået lavet en meget stor fyldning og bliver ved med at have gener fra tanden.

Hvis du har behandlinger, som du ikke er tilfredse med, så tag en snak med din tandlæge. I sidste ende, har du også mulighed for at klage.

Læs mere på http://omsorgstandpleje.org/borgere-og-parorende/klagemuligheder/

Håber, du fik lidt afklaring

Med venlig hilsen

Johan Poulsen
Tandplejer

Se flere spørgsmål og svar i brevkassen