SUKKERSYGE

Sukkersyge (diabetes), som mange mennesker lider af, påvirker også forholdene i munden. Mundtørhed forekommer ofte hos personer med diabetes og forøger risikoen for:

Svampeinfektion, da et forhøjet sukkerindhold i spyttet medfører en forøget risiko for, at der udvikler sig svampeinfektion i munden.

Parodontose, da sukkersyge reducerer tandkødets modstandsdygtighed og evne til at hele.

Caries (huller i tænderne), fordi sukkerindholdet i spyttet er forhøjet.

 

Risikoen for at få sygdomme i mundhulen er størst, hvis din diabetes ikke er velreguleret. Det er derfor vigtigt også af hensyn til dine tænder, at din diabetes er så velreguleret som muligt.

Det gode råd: Ekstra fokus på at opretholde god mundhygiejne. Tal med din tandlæge eller tandplejer forgode råd ved diabetes.

 

RYGNING

Medicinsk krop, Colourbox

De fleste ved, at det er usundt for kroppen at ryge. Ud over at rygning kan give kræft i lungerne, påvirker den også munden lokalt. Rygning misfarver tænderne, nedsætter smagssansen og kan give dårlig ånde. Men desværre er det ikke det eneste.

I værste tilfælde kan rygning også forårsage kræft i selve mundhulen og medvirke til udvikling af den permanente tandsygdom parodontose, der på sigt kan betyde, at man får løse tænder og mister dem. Stoffer i tobakken trænger ind i de små blodkar i tandkødet og forringer dem ved at få dem til at trække sig sammen. Derved har immunforsvaret vanskeligere ved at bekæmpe parodontosen.

Det gode råd: Stop med at ryge.

 

ASTMA

Har du astma, eller kender du nogen som har, skal du være opmærksom på at give mundhygiejnen mere opmærksomhed. Astma-medicin kan indeholde sukkerstoffer, som giver øget risiko for udvikling af caries (huller i tænderne). Ved brug af inhalator-astmamedicin er der ofte en øget risiko for at udvikle svamp (candida) i munden.

Det gode råd: Børst tænder ekstra grundigt, hvis du er astmapatient. Skyl munden med vand, lige efter du har taget din medicin.

KRÆFT

Har du selv kræft eller er du plejer for nogen, som har kræft, skal du være opmærksom på, at strålebehandling på hoved eller hals kan skade spytkirtlerne. Dette kan have stor betydning for forholdene i munden, da mundtørhed hurtigt kan medføre udvikling af caries og parodontose og dermed tab af tænder.

Det gode råd: Ekstra fokus på god mundhygiejne og tal med din tandlæge eller tandplejer for råd.

 

Kilde: Tandplejeinformation

 

Læs også hvordan dårlig mundhygiejne kan give sygdomme i kroppen.