Er det rigtigt at personer med større spytproduktion har nedsætter risikoen for huller?

15 februar, 2018

Spørgsmål:

Kære Omsorgstandpleje

Jeg har fra flere sider hørt den påstand, at eftersom personer med spastisk lammelse har en større spytproduktion i munden, hjælper spyttet med til at rense munden hyppigere end hos andre – og nedsætter dermed risikoen for huller. Er der hold i det?

På forhånd tak. B

 

Svar:

Kære B

Tak for din mail. Det er et meget relevant og interessant spørgsmål.

Jeg har ikke kendskab til, at man – fordi man er ”spastiker” – har en øget produktion af spyt. Det kan måske virke sådan, fordi nogle spastikere har problem med fejlsynkning (dysfagi) og/eller har en manglende evne til at styre ”mimikken”, herunder tungemusklerne i munden mv. Disse tilstande kan tilsammen give indtryk af, at der dannes mere spyt end normalt, fordi borgeren så ”savler” eller har tendens til dette. Man får ikke mere caries (huller i tænderne) grundet stor spytproduktion – tværtimod indeholder spyttet enzymer, som er medvirkende til at hæmme caries. Derimod kan der ses en øget tendens til caries, hvis borgere med spasticitet ”gemmer” mad i munden i stedet for at synke med det samme og eller ikke kan fordele og bruge spyttet ”ordentligt” i forbindelse med synkning grundet udfordring med mimik og manglende kontrol af tunge/muskler i munden.

Derudover oplever vi tit, at borgere med særlige behov har manglende mundhygiejne grundet vanskeligheder med at få hjælp til ordentlig daglig mundpleje. Jeg har kendskab til, at der findes ”botoxbehandling” til spytkirtlerne, som periodevis kan reducere spyttet og/eller hjælpe med til at ”styre spyttet”. Kontakt hospitalet eller den lokale omsorgstandpleje for yderligere information.

 

Med venlig hilsen

Johan, Tandplejer