Mundpleje og sundhed

Mundpleje forbedrer ernæringstilstanden
En velfungerende mund har betydning for svage ældres ernæring. I en undersøgelse af danske plejehjemsbeboere viste en statistisk analyse af kendte risikofaktorer for vægttab, at tyggebesvær og smerter fra munden var nogle af de få kendte risikofaktorer, som klart var knyttet til vægttab hos plejehjemsbeboere.

En japansk undersøgelse konkluderede tilsvarende, at mundpleje forbedrer ernæringstilstanden hos plejekrævende ældre. Efter et år med regelmæssig mundpleje 3 gange om ugen af en gruppe ældre borgere, kunne man konstatere lavere BMI, serum albumin og kolesterol hos borgerne.

Mangelfuld mundpleje øger sygdomsrisiko
Det er ikke kun tænder og slimhinder i munden, som påvirkes af mangelfuld mundhygiejne. Flere undersøgelser har vist sammenhæng mellem risiko for lungebetændelse og mangelfuld mundhygiejne hos ældre mennesker, der er afhængige af andres hjælp.

Sygdomsudviklingen skyldes ’indånding’ (aspiration) af mundhulebakterier til lungerne. En undersøgelse viste fx et markant fald i udbredelsen af dødelig lungebetændelse hos en gruppe ældre, som fik foretaget professionel tandrengøring sammenlignet med en kontrolgruppe. En systematisk gennemgang af de foreliggende undersøgelser af sammenhænge mellem lungebetændelse og effekten af forbedret mundhygiejne anslår, at ca. hvert tiende tilfælde af dødelig lungebetændelse hos svage ældre kan undgås ved forbedret mundhygiejne.

Der er også påvist sammenhæng mellem dårligt reguleret diabetes og aktiv parodontose hos svage ældre. Sammenhængen går begge veje, således at dårligt reguleret diabetes påvirker sværhedsgraden af parodontose, mens forekomsten af aktiv parodontose gør det sværere at kontrollere diabetes.

Endvidere er der sandsynligvis sammenhæng mellem hjerte-kar sygdomme og bakteriefloraen i mundhulen. Dette skyldes, at mundhulens bakterier bidrager til en vedvarende betændelsestilstand med adgang til blodets kredsløb, når man lider af parodontose.