Ifølge Danmarks Apotekerforening indtager over 700.000 (1) danskere mindst 5 forskellige receptpligtige præparater. Tallet ser ikke ud til at være faldende. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2) er der store forskelle på medicinindtag på tværs af bl.a. alder, køn og erhvervsmæssige relationer. For eksempel er der et større medicin- indtag blandt personer, som er ufaglærte og faglærte, i forhold til personer med en længere videregående uddannelse.
En meget stor del af den medicin, danskerne indtager, er rigtig god for noget men kan desværre have en konsekvens for noget andet som eksempelvis din sundhed i munden. Rigtig meget medicin ændrer forholdene i mundhulen ved at nedsætte din naturlige spytproduktion. Set ud fra et tandfagligt perspektiv er spytproduktionen en af de funktioner, som du har størst brug for (ud over en grundig tandbørstning), når du vil opretholde en sund balance i munden.
Stoffer i vores spyt har flere vigtige funktioner i forhold til at opretholde en sund mund. Dele af spyttets slimmasse er med til at sørge for en god fordøjelse, da enzymerne allerede i mundhulen begynder at nedbryde maden og hjælpe til, at maden kan passere ned til mavesækken. Herudover indeholder spyttet også proteiner og uorganiske stoffer, der er med til at opretholde ph-værdien i mundhulen og beskytte tænderne mod syre- og cariesangreb.
Spyttet ligger som en film på tænderne og fungerer genopbyggende og som et værn imod mikroorganismer. Det er derfor vigtigt at undersøge om den medicin, du indtager, har bivirkningen ’mundtørhed’ (også noteret som: nedsat spytsekretion eller xerostomi) som en af bivirkningerne. Du bør altid fortælle din tandlæge eller tandplejer om dit medicinforbrug, for at tandlægen eller tandplejeren kan give dig den korrekte behandling. Din tandlæge eller tandplejer vil altid kunne hjælpe dig med at lokalisere, om medicinens bivirkninger er kritiske for din mundhule, og hjælpe dig med at lindre eller forbedre forholdene i din mund.
Med fokus på og anerkendelse af din medicins bivirkninger har du mulighed for at forebygge og komme eventuelle tandskader i forkøbet.
Kilde 1: http://www.apotekerforeningen.dk/analyser-og-fakta/analyser/sundhed-og-medicinforbrug.aspx
Kilde 2: http://www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_stor-forskel-i-danskernes-medicinforbrug.pdf