Spørgsmål:
Min hustru, der har Alzheimers demens, har været vældig god til at klare sig selv på trods af sygdommen.
Nu har jeg imidlertid opdaget at hun den ene aften kom creme på tandbørsten i stedet for tandpasta. Hun kan heller ikke mere helt finde ud af hvad der er op og ned på tandbørsten.
Har I et godt råd?
Hr. Nielsen
Svar:
Kære Hr Nielsen!
Det er dejligt at høre, at din hustru har klaret sig godt på trods af sin sygdom.
Når Alzheimers Demens udvikler sig, bliver det på et tidspunkt vanskeligt for den syge, at opfatte sanseindtryk rigtigt – også det man ser. Derfor kan man komme til at handle, som din hustru gjorde. Du kan hjælpe hende ved at stille tingene frem, så der kun er tandpasta og tandbørste der står fremme, når hun skal børste tænder.
Du kan også stilfærdigt tilbyde hjælp ved at komme tandpastaen på og give hende tandbørsten i hånden. Eventuelt kan du vælge at børste tænder samtidigt, så hun kan spejle sig i dig og din måde at gøre det på.
Ligeledes kan I vælge, at købe creme, der er i faste bøtter, så tingene ikke ligner hinanden.
Det er vigtigt, at al hjælp tilbydes og gives på en måde, således at din hustru stadig føler , at hun magter så meget som muligt selv. Det giver livsglæde trods sygdom.
Er der en demenskoordinator, du kan kontakte for hjælp?
Hjertelig hilsen,
Lisbeth Rask Nielsen,
Demenskoordinator.