Spørgsmål:
Min mand fik for nogle år siden en blodprop i hjernen. I starten var der lammelser i den ene side , men det er næsten forsvundet. Jeg har lagt mærke til, at han kun barberer sig i den ene side af ansigtet og ligeledes børster han kun tænderne i den ene side.
Hvorfor gør han dette og hvordan kan jeg hjælpe ham?
Fru Hansen
Svar:
Kære fru Hansen!
Det er godt, at lammelserne næsten har fortaget sig.
At din mand kun er opmærksom på den ene side af ansigtet, er meget almindeligt for mennesker, der har haft en blodprop og dette kaldes neglect.
I kan aftale, at han altid begynder med denne side, når han skal vaskes, barberes eller børste tænder. Måske kan han have glæde af, at I laver en huskeseddel og hænger ved spejlet, så han mindes om dette. Din mand har formentlig gået til genoptræning efter blodproppen. I kunne prøve, at søge om træning igen med særligt henblik på at øge hans opmærksomhed på siden med neglect.
Hjertelig hilsen,
Lisbeth Rask Nielsen,
Demenskoordinator.