(Vi har modtaget svar fra både tandplejer Johan Poulsen (svar 1) og demenskonsulent Lisbeth Rask Nielsen (svar 2))
Spørgsmål:
Hej Johan.
Lige et tillægsspørgsmål til min tidligere mail ang. tandbørstning/mundpleje hos demente : Har du/I nogle ideer mht at få protesen ud af munden på demente?
Hende, som jeg relatere til har svært ved at forstå det verbale mht at tage protesen ud. Jeg må hellere ikke altid hjælpe hende og jeg bruger ofte lang tid da hendes lantens tid er blevet længere end tidligere, hvilket jo er en del af demens diagnosen.
Enkle gange lykkedes det at få hende til selv at tage protesen ud og ofte må jeg tilbyde min hjælp og hun lader mig hjælpe. Hvilket hun ikke bryder sig om – hun giver udtryk for dette både verbalt og nonverbalt.
Det er den hårfine grænse mellem overgreb og omsorgssvigt som kan stille os personale i et dilemma.
Håber at du, endnu engang, vil prøve at komme med nogle redskaber som jeg/vi kan gøre brug af i vores arbejde med demente.
Endnu engang tak for dine svar i din tidligere mail. Dejligt at der blev svaret så hurtigt og så en god og grundig vejledning
Vh Grethe Lynge, SSA.
Svar 1:
Kære Grethe
Det er et meget relevant spørgsmål, du stiller. Jeg kan ligesom med forrige svar ikke give dig den fuldstændige ”opskrift”, da de borgere, vi arbejder med til dagligt, er vidt forskellige – og dermed også har forskellige reaktionsmønstre.
Jeg vil give dig ret i, at man som plejeperson balancerer mellem overgreb og omsorgssvigt, hvis en borger ikke vil have sin protese ud. Det gør man på sin vis også, hvis en borger ikke vil have skiftet ble (men denne plejeopgave kan dog ikke undlades).
Jeg har følgende refleksioner/råd til dig:
Som jeg nævnte i forrige mail, så er det først og fremmest vigtigt, at du kender borgeren godt og er et kendt ansigt.
1: Det rette tidspunkt. Det kan være en fordel at vælge et bestemt tidspunkt, hvor du ved borgeren er mest samarbejdsvillig. Er der et eller flere tidspunkter på dagen, som du har observeret, er bedre end andre?
2: Forklar grundigt: Svært demensprægede borgere kan blive utrygge ved at blive rørt omkring munden. De kan ikke forstå hvorfor, og ved ikke hvad der skal ske. Det kan derfor hjælpe at forklare grundigt. Tag dig derfor tid til at fortælle hvad der skal ske og hvorfor, før du går i gang med at fjerne protesen.
3: To plejepersoner: Hvis muligt, kan det hjælpe at være to plejepersoner omkring borgeren. Den ene plejeperson holder borgeren forsigtigt i hænderne og tale beroligende til borgeren, mens den anden fortæller borgeren, at han/hun skal have børstet tænder. Når tandbørstning skal til at gå i gang på protesen, og borgeren vel og mærket har accepteret dette, og er faldet til ro, tages protesen forsigtigt ud (så hurtigt det kan lade sig gøre). Dette kan virke på nogle borgere.
4: Først prøver den demente selv og dernæst plejeren: Det er også en mulighed at bede borgeren om at tage protesen ud. Hvis borgeren efter flere forsøg ikke selv kan, kan man tilbyde at hjælpe. Det kan være nemmere på denne måde, da emnet så er ”åbnet”, eftersom borgeren allerede er i gang med at ”pille ved sin mund.” Desuden er det selvfølgelig optimalt de gange man kan få borgeren til selv at tage sine proteser ud.
5. Den hårde metode: Jeg har sjældent oplevet at jeg ikke kunne tage protesen/proteser ud af munden på demensprægede borgere, men jeg har nok også en mere direkte tilgang til udfordringen og en fordel som behandler. Min tilgang kan være: Jeg forklarer over for borgeren om, hvad der skal ske, fx.: ”Jeg skal lige hurtigt undersøge din mund”. Herefter tager jeg protesen ud af borgerens mund (hurtigt).
Min personlige holdning er, at hvis borgeren er så demenspræget at vedkommende ikke kan samarbejde omkring at få sin protese ud, kan det være en mulighed at seponere (fjerne) protesen helt. Det er sundhedsskadeligt, hvis en borgeren render rundt med en protese i munden over længere tid, som aldrig tages ud. I nogle tilfælde kan der opstå svampeangreb og i svære tilfælde kan skadelig mikroorganismer fra protesen (i forbindelse med fejlsynkning) komme ned i lungerne og føre til lungebetændelse, infektioner ved hjerte- og karsystemet. Der er også set tilfælde, hvor der kommer hul i ganen af en protese, der ikke er blevet taget ud. En protese er jo et fremmedelement og ikke en fastsiddende del af kroppen.
Man skal ikke være bange for fejlernæring ved manglende proteser. I disse tilfælde kan kosten tilpasses den tandløse/eller delvis tandløse. Det er efter min mening en fejltolkning, at man skal have tænder i munden for enhver pris. Hvis der er flere ulemper end fordele ved at borgeren har protese, bør den fjernes fra den svært demensprægede borger. Af samme årsag frarådes det også i mange tilfælde at undlade at lave nye proteser til (eller anden tandbehandling) demensprægede borgere, da borgeren simpelthen ikke kan samarbejde omkring selve behandling og ej heller ville kunne bruge protesen/proteserne efterfølgende pga. nedsatte mentale og fysiske evner.
Endnu en gang tak for relevant og konkret spørgsmål. Og som sagt, så er den rigtige fremgangsmåde meget afhængig af, hvad det er for en borger, du har med at gøre.
Med venlig hilsen
Johan Poulsen
Tandplejer
Svar 2:
Kære Grethe
– Det er vigtigt at der er ro omkring borger, så der ikke er noget der afleder / distraherer.
– Tydeligt kropssprog – tandbørste og tandpasta fremme, så vedkommende forstår, at det drejer sig om tandbørstning. Faste genkendelige rutiner omkring det.
– Er der tidspunkter på dagen, hvor det er nemmere at komme til det? Ofte er borger meget træt ved sengetid og formår derfor ikke at samarbejde så godt omkring dette.
– Man skal også lige være obs på om borger er ved at udvikle infektion – f.eks urinvejsinfektion. Infektion giver ofte øget uro og delirtilstande og udadreagerende adfærd.
– Hvis det er fuldstændigt umuligt at komme til at børste protese i løbet af dagen over længere tid, kunne man overveje om det i det hele taget er nødvendigt med en protese.
– Endelig kan man overveje at anvende mundstimuleringsteknikker inden tandbørstning.
Mvh
Lisbeth Rask Nielsen, demenskonsulent