Hvordan-boerster-jeg-taender-paa-borgere-med-demensBrevkassen: Spørg Johan

“Kære Johan

Til daglig arbejder jeg på et demensafsnit og kan her møde udfordringer i forbindelse med den daglige tandbørstning. Jeg guider, bruger spejling og piktogrammer, men oplever, at det ikke altid lykkes med
disse metoder. Derfor vil jeg høre, om I skulle have kendskab til yderligere modeller, som jeg/vi kan gøre brug af.

Mvh Grethe, SSA.”

 

Kære Grethe

Tak for dit spørgsmål.

Det kan være rigtigt vanskeligt at børste tænder på demensprægede borgere. Et par af de værktøjer, du bruger (fx spejling) virker på nogle borgere, mens andre kræver andre metoder.

Syng en sang: Nogle steder har man haft held til at få borgeren til at samarbejde om tandpleje, når man (fast hver gang) sang en sang, der relaterede
til situationen, fx “Du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder …”.

Massér kinden: Andre steder har man haft held til at få nogle af de demente, der er sværest at nå, til at samarbejde ved forinden forsigtigt i et stykke tid at massere kinder/mundregion.

Elektrisk tandbørste: Nogle gange kan man få lov til at anvende en elektrisk tandbørste (der jo er meget god at bruge i disse situationer) ved forinden at køre børstehovedet på borgerens håndryg, så han/hun kan vænne sig til lyden og roterende bevægelser.

 

Her er et par generelle råd:

Sørg for at skabe tryghed, ved fx at borgeren kender den person, der skal yde mundpleje.

Forklar langsomt og tydeligt (vis og fortæl) i detaljer. Sørg for at borgeren ved, hvad der skal ske. Man kan hurtigt komme til at være for hurtig i sin tilgang til opgaven.

Find det rette tidspunkt på dagen. Ofte er borgeren meget træt ved sengetid og formår derfor ikke at samarbejde så godt på dette tidspunkt.

Tandbørstningen skal være så skånsom som muligt. (Se hvordan i vores nyhedsbrev nr. 5, som du finder på www.omsorgstandpleje.org)

Mvh
Johan, Tandplejer.