Colourbox: Billede af proteser

Selv om flere og flere ældre i dag har bevaret deres egne naturlige tænder, har mange plejehjemsbeboere stadig enten hel- eller delproteser som erstatning for manglende naturlige tænder.

Selvom man kun har en tandprotese, er mundhygiejnen fortsat vigtig. Hel- eller delproteser bør som udgangspunkt tages ud efter hvert hovedmåltid og skylles, samtidig med at munden skylles for madrester. Derudover skal protesen børstes dagligt med en protesebørste. Brug lunkent vand og uparfumeret flydende håndsæbe til rengøringen. Borgeren bør normalt ikke sove med protese i munden, men her er det vigtigt at lytte til borgerens ønsker og i videst muligt omfang følge disse. Når protesen er ude om natten, kan den opbevares i et bæger med vand, der skal have tilsat en desinficerende tablet. Ellers kan den rengjorte protese opbevares tørt om natten, for eksempel i en proteseæske.

Som protesebærer er det meget vigtigt at overholde disse hygiejne-regler for at få det optimale ud af proteserne. Både mundhule, eventuelle tilbageværende naturlige tænder og proteser skal holdes rene, for at borgeren kan undgå at få gener som svamp i munden og miste funktionen af en ellers velfungerende protese.

Det er derfor vigtigt, at du som social- og sundhedspersonale hjælper borgeren i dagligdagen med at oprethold en god mund- og protesehygiejne.

Kilde: Tandplejeinformation