Spørgsmål

Hej

Har for kort tid siden opdaget to mørke pletter på mit tandkød. I undermunden og lige under tænderne i hver siden. Tæller fra midten og 3 tænder hen og lige under der er der en mørk plet på hver side. Prøver at sende et billede med da det svært at forklare. Er nervøs for hvad det kan være 🙁

Mvh
Christina

 

Svar

Kære Christina

Det er altid meget vanskeligt at stille en diagnose på baggrund af ganske få oplysninger eller uklare billeder. Det kræver altid en grundig klinisk undersøgelse, og nogle gange er der behov for at følge nogle
tilstande/symptomer over en periode, før end man kan udtale sig om, hvad en given tilstand kan være.

Når det så er sagt, kan der være flere årsager til de sorte/mørke pletter på dit tandkød. En sølvfyldning (amalgam) kan over længere tid afgive farve til tandkødet. Rygning kan også farve tandkødet. Herudover er der en række meget sjældne sygdomme, som kan forudsagde mørk farvning af tandkødet. Ved oral cancer vil man oftest se hævelse, blødning og ændring i teksturen omkring sår i munden.

Det er min umiddelbare vurdering, når jeg ser dit billede (som dog er lidt sløret), at du ikke behøver at bekymre dig om noget. Det er højst sandsynligt tale om pigment (lige som en skønhedsplet på huden). Med de ovennævnte forbehold er diagnosen selvfølgelig ikke 100% sikker. Derfor vil jeg anbefale, at du opsøger din tandlæge og beder om en undersøgelse, så du kan få undersøgt din mundslimhinde ordentligt. Supplerende spørgsmål, som i denne kontekst kunne være interessante for den, der skal undersøge dig, er:

  • Er du ryger?
  • Hvor lang tid har du haft en piercing?
  • Hvor lang tid har du haft de mørke pletter?

Med venlig hilsen
Maiken Gylche
På vegne af Tandplejer Johan Poulsen