Spørgsmål:

Til Johan.

1. spørgsmål: Tandplejer har fundet et hul i roden i bageste kindtand i undermund. Tanden har guldkrone og er rodbehandlet.
Er det noget, som en tandlæge kan lave ?

2. spørgsmål: Er Gum Hydral tandpasta til tør mund lige så effektiv, som en mere almindelig brugt tandpasta. Endvidere er jeg ikke klar over, hvor meget tandpasta man skal bruge til en normal tandbørstning efter brug af tandstikkere, og i hvor lang tid man skal børste, for at tænderne bliver rene.

Jeg håber meget på, at du kan hjælpe med de problemer!

 

Svar:

Kære ’Spørger’

1. spørgsmål: Når vi får spørgsmål, som handler om vurderinger af en tilstand i en mund, vil svaret på spørgsmålet altid bero på en individuel, specifik undersøgelse af den mund og de tænder, vi taler om. Rigtigt mange parametre spiller ind, når der skal gives en vurdering af, hvad der kan laves eller ikke laves. Ofte kan man som patient også komme ud for, at forskellige behandlere (tandlæger) har forskellige meninger og/eller kompetencer ift., hvad de mener, der kan/bør laves i munden.
Ud fra din beskrivelse med et hul i en rodbehandlet tand (med krone på bagest i munden), så vil vi mene, at det er noget tandlægen kan ordne for dig. Men om det er et ”lille” indgreb (med en fyldning), eller om der vil være tale om en større opgave, det kan vi ikke sige. Det vil nemlig kræve en klinisk undersøgelse af din mund og tænder.
Vi plejer gerne at anbefale, at man ved større tandbehandlinger først får et prisoverslag fra sin tandlæge; så kan man besøge en anden tandlæge og få en ny vurdering og et prisoverslag dér. På den måde er man mere sikker på, at man får en fair pris og en mere sikker vurdering.

2. spørgsmål: Du spørger ind til, om Gum Hydral tandpasta er lige så ”effektiv” som normal tandpasta. Gum Hydral tandpasta er en tandpasta specielt udviklet til personer, som lider af mundtørhed (som kan komme af mange årsager (sygdom, medicinering mv)). Gum Hydral tandpasta indeholder 1450 ppm fluorid og har derfor en caries (huller i tænderne) forebyggende effekt, så vores svar vil være, at ja, denne tandpasta er lige så effektiv som almindelig tandpasta, hvis du døjer med mundtørhed. Gum Hydral tandpasta indeholdes desuden heller ikke generende skummemidler eller det miljøbelastende stof triclosan.

Du skal børste dine tænder minimum 2 gange dagligt med en almindelig soft tandbørste eller en el-tandbørste. Det vigtigste er, at du børster alle tandfladerne (dvs. tyggeflader, forside af tænderne og bagside), og at du børste med små cirkulære bevægelser langs tandkødsanden. Hvis du bruger el-tandbørste laver den selv de cirkulære bevægelser. Supplér med tandtråd eller mellemrumsbørster alt efter, hvor store tandmellemrum du har.
Den gamle huskeregel med at bruge den mængde tandpasta som svarer til størrelsen på din lillefingernegl og så børste i ca. 2 minutter pr. gang, holder stadigvæk stik. Har du tandkødsbetændelse (hævet/rødt tandkød og bløder det, når du børster tænder, er det tegn på, at du ikke børster/holder rent godt nok). Hvis det er tilfældet vil vi anbefale, at du konsulterer en tandplejer eller en tandlæge hvis du ikke ved egen hjælp (dvs. korrekt mundpleje/tandbørstning) efter 2-3 ugers forløb, kan få tandkødsbetændelsen/blødning ved tandbørstningen til at forsvinde).

Håber vores svar kan bruges. God sommer fra Tandplejeinformation.dk.

Venligst teamet bag Spørg Johan.