Spørgsmål:
Hej Johan
En borger får sondemad og må absolut ikke få noget væske eller andet i munden. Hvordan renholder man så tænderne bedst?
En anden borger har meget sejt slim i munden. Der tænker jeg diverse midler mod mundtørhed kan hjælpe?
På forhånd tak for hjælpen.
Svar:
Kære ’Spørger’
Mundpleje på dysfagi og eller sondeernærede borgere er en kompleks og svær opgave og mit svar er derfor også kun vejledende, da der altid kan være individuelle opmærksomhedspunkter eller udfordringer som hæfter sig til den enkelte specifikke borgeres situation (multiple sygdomme).
Jeg har talt med kollegaer som ofte kommer på plejehjem og yder mundpleje og taler med social- og sundhedspersonale omkring bl.a. mundpleje på borgere med særlige behov og de fortæller mig følgende.
En metode (hvis borger og situation tillader dette) er at yde mundpleje mens borgeren fortsat er sengeliggende (morgen og eller aften). Det er vigtigt at lejre borgeren lidt på siden, så borgeren ikke ligger direkte på ryggen og således at væske og spyt kan løbe ud i en nyrebakke som sættes/holdes ved borgerens hoved/mund. Det handler om, at der ikke skal være mulighed for “tilbageløb af væsker i borgers svælg”. Fjern madrester, del eller helprotese fra borgers mund. Nu fjernes evt. sejt slim med hårdt opvredet engangsskumklud viklet om en behandsket finger, eller med en swap. Brug nu en tandbørste med lille børstehoved og evt. tandlægeordineret Duraphattandpasta eller en almindelig svanemærket tandpasta. Vær opmærksom på at denne type borgere har oftest en følsom mundslimhinde. Børst tænderne UDEN vand og brug en finger i borgers mundvig til at lede overskydende tandpasta/spyt ned i nyrebakken. Mundslim og tænder kan evt. tørres let af med en skumklud, der skyldes ikke med vand. Alternativt kan der ydes mundpleje efter samme “metode” mens borgere sidder med hovedet og kigger ned mod skødet (på stol eller i kørestol), (igen for at undgå tilbageløb af væsker), men denne metode er vanskeligere og risikoen for tilbageløb af væske er større. Der findes en række gode produkter på markedet til lindring imod mundtørhed og i sprayform, bl.a. fra Ekulf, Proxident og GUM.
Den præcise årsag til hvorfor at den optalte borger har sejt slim/spyt, kender jeg ikke, men det skyldes med stor sandsynlighed medicinering og eller beskadigede spytkirtler. Det vil bestemt være værd at prøve sig frem med nogle af de produkter som findes på markedet til lindring ved mundtørhed. Valget af et specifikt produkt må bero på en vurdering af, hvad der virker for den specifikke borger. Har en patient/borger meget sejt spyt, kan det, alt efter borgerens/patientens “selvhjulpenhed”/egenomsorg, være nødvendigt at fjerne noget af det sejle slim/spyt flere gange dagligt med en våd skumklud viklet om en finger eller med våd swap.
Du kan læse mere om dysfagi i vores artikel her. Ligeledes kan du under fanen vejledninger finde viden, gode vejledninger og instruktioner om mundpleje, som du muligvis kan have gavn af i dit arbejde. Vores vejledninger er lige til at printe eller dele med dine kollegaer.
Håber vores svar kan bruges.
Venligst teamet bag Spørg Johan, Tandplejeinformation